Keramikundervisere søges
I starten af 2025 slår vi dørene op for en ny aktivitet under navnet Herning Keramikskole. Vi har en kerne af undervisere på plads, men vi vil meget gerne vil have flere med på holdet.
Det er først og fremmest aftenkurser, der er efterspørgsel efter, så det er vigtigt, at du har mulighed for og lyst til at undervise på hverdagsaftener. Det er en stor fordel, hvis du bor ikke for langt væk fra skolen og er fleksibel, hvis der opstår situationer, der skal håndteres med kort varsel.
Vi forventer at du som minimum kan undervise i drejning og øvrige basale keramiske teknikker for begyndere og let øvede, men det er selvfølgelig endnu bedre, hvis du også har noget at tilbyde til kursister med et højere niveau af ambitioner og forudgående erfaring.
En aftenskole er et uformelt miljø, hvor kursisterne møder frem med et stort element af nysgerrighed og personlig motivation. Det er derfor ganske naturligt, at du har din egen personlighed og kreativitet med, hver gang du går på arbejde.
Vores keramiklokaler på Bornholmsvej i byens nordøstlige hjørne undergår i øjeblikket en gennemgribende restaurering, og vi forventer at alt udstyr er monteret og klar til brug sidst i januar. Forvent derfor, at du kan tage imod de første kursister på dine hold i starten af februar.
Aftenskoleundervisning aflønnes i skrivende stund med 319,02 kr. (+feriepenge) pr. lektion á 45 minutter. Jobbet som aftenskolelærer er i sagens natur ikke fuldtids, men er du f.eks. selvstændig udøvende keramiker, er det en oplagt mulighed for en stabil ekstraindtægt med høj faglig relevans.
Ordentlighed, troværdighed og ordholdenhed over for både undervisere og kursister er grundlæggende værdier for DOF Herning, og vi tilstræber altid at tilbyde vores undervisere efteruddannelse og øvrige muligheder for faglig udvikling.
Hvis ovenstående lyder relevant for dig, så send os meget gerne en skriftlig ansøgning til steen@aftenskolerne.dk. Har du spørgsmål er du naturligvis også velkommen til at skrive eller ringe til 70 22 21 09.